I går gjorde jeg noget jeg ikke havde prøvet før. En på mange måder lærerig oplevelse. Jeg tog alene i biografen. I regnvejr. Med mig selv. Eller det vil sige, jeg var ikke den eneste i biografen. Der var bare ingen der fulgtes med mig.
Når det nu skulle være, ville jeg faktisk hellere have været HELT alene. Det var som om, det var en smule intimiderende at sidde klemt ind imellem to kærestepar, der skiftevis skulle hviske kommentarer til filmens locations til hinanden (ja det er da flot at I kan udtale navnene på samtlige pladser i Paris med perfekt fransk accent - men kunne i måske vente til EFTER filmen!) eller slås om deres kildevand og popcorn. Jeg var i Dagmar. Der drikker man kildevand. Ikke cola. (Lektie nummer 1: hellere en dårlig plads, end at være ufrivillig femte hjul på andre menneskers biodate) (Lektie nummer 2: husk kildevand)
Men oplevelsen var nu alligevel ikke helt skidt. Snarere tværtimod, sådan lidt optursagtig. Så jeg gør det snart igen. (Lektie nummer 3: film når længere ind under huden, når man er alene) Men jeg vælger nu nok en plads ude i siden, lidt for mig selv. (Lektie nummer 4: jeg har det bedre med at være kun mig, når det ikke er lige ved siden af andre der er to) Det kunne jeg se de andre alene-mennesker havde gjort. (Lektie nummer 5: der findes åbenbart mange andre der går alene i biografen)
Filmen jeg så var i øvrigt Midnight in Paris. Den var god, på den der lidt skæve Woody Allen måde. Gav mig lyst til byliv, kunstnerdrømme og natlige eventyr. Og jeg smilede hele vejen hjem. Lidt klogere. På min cykel. I regnen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar