torsdag den 4. november 2010

Jørgen Leth & "Det erotiske menneske”


Kampen om sanserne, -og det politiske
Af: Katrine Holm Larsen

Det er ved at være et par uger siden jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det. Igen. Jørgen Leths univers. Anledningen hans nye film: ”Det erotiske menneske”!
Sidste gang var efter udgivelsen af erindringsbogen,” Det uperfekte menneske” i 2005, hvor han fortæller indgående om sit liv, herunder sine depressioner, forholdet til sine børn, sin fascination af cykelsporten og sin forkærlighed for at knalde med unge haitianske kvinder. Det er overflødigt at fremhæve, at det var sidstnævnte, der fik størst bevågenhed af alle bogens emner.
 Mediestormen i kølvandet på ”Det uperfekte menneske” i 2005 tegnede pludseligt en meget markant profil op af den tilforladelige og poetiske cykelkommentator, hvis stemme år efter år ledsagede Tour De France rytterne på deres færd i det franske bjerglandskab, de flestes daværende billede af Jørgen Leth. I orkanens øje bød virkeligheden på 2 alternative forståelser af mennesket, Jørgen Leth.
Var Jørgen Leth en gammel liderbuk, som oprigtigt syntes det var hans RET at knalde med sin koks datter på 17 år, eller var han den hudløst ærlige, sanselige kunstner, der pludseligt blev uretfærdigt hårdt ramt og censureret af forargede danskeres nypuritanske holdninger? 
Valget forekom mig ekstremt karikeret og gav let ansats til kvalme.
I stedet tog jeg min nysgerrighed og mine feministiske holdninger under armen og gik på biblioteket for ved selvsyn at komme lidt ind under huden på ham der Jørgen.  Dette uperfekte menneske. Og det jeg fandt, var både overraskende og foruroligende. For ikke at sige foruroligende oplagt. En fortælling om et temmeligt uperfekt menneske.
Bogen både kedede mig, fascinerede mig og pissede mig usandsynligt meget af. Lad mig ikke fedte med det. Jeg kommer aldrig til at synes det der ”Kokkens datter”- afsnit er progressivt, Jørgen Leth.
Efter endt læsning sad jeg med en besynderlig følelse, der bedst kan beskrives som i spændingsfeltet mellem ømhed og afsky. Og når jeg skal være ærlig var der mest ømhed. For det er svært at fastholde en følelse af afsky når et menneske lukker så åbent op ind til selvets mørkeste stier.                         
Hvilket også får mig til at tænke at de kritiske røster ikke havde ulejliget sig med at læse hele bogen. For billedet af den arrogante, magtliderlige mand i kapitlet ”Kokkens datter” kunne man dårligt fastholde i lyset af de andre dele af sit selv, som Leth rundhåndet deler ud af. Et dybt komplekst menneske, som i lange perioder er så dybt deprimeret på grænsen til det selvdestruktive, at han ikke evner at tage sig af sine egne børn. Det gør det ærligt talt lidt svært at tage alvorligt når Leth caster sig selv som herren i huset! Samtidig kan man altså godt forvente kritik når man opfører sig som om man har fripas til at gøre præcis hvad der passer en, på bekostning af andre, i kunstens navn. Så kan man ikke pive når kritikerne spænder buen og tager sigte.
 Her 5 år senere er Jørgen Leths atter aktuel med sin nye film ” Det erotiske menneske”. Jeg har i selskab med min ven, Morten, som er notorisk fan af Jørgen Leth og kan imitere hans stemme og betoning på yderst imponerende vis, begivet mig af sted for at overvære en uformel filmsludder i Indre By. Informations foyer er fyldt og Jørgens Leths tilstedeværelse i rummet er mærkbar. Det samme er min skepsis.
Jørgen fortæller historier om filmens locations, tilblivelsen som har strakt sig over en årrække, om kvinder som sluger slanger og om sin fascination af forførelsens kunst, som den bliver praktiseret i Senegal.Jeg opsluges af hans univers, af hans uforklarlige karisma og den særegne måde at betone bestemte ord p. Jeg drages af hans sprog og oversvømmes af den fordybelse og dvælen ved detaljer, som fremstår vidunderligt om noget. Men allermest omsluttes jeg af denne sanselighed som gennemsyrer hele hans person og produktion. Der er ingen tvivl om at han mærker alting meget stærkt. Og det er netop her man kan føle sig så uendeligt tæt på Jørgen Leth.
Jeg føler en besynderlig følelse af ømhed for ham, som sender mig ud i en tilsvarende følelse jeg fik under læsningen af ”Det uperfekte menneske”. Der er noget poetisk og sanseligt ved denne mand, som intet ville kunne censurere bort.
Vil man elske (med?) Jørgen Leth må man købe hans præmis i én eller anden grad. Og det er måske både hans velsignelse og nemisis. For han er ikke meget for at forholde sig til hvordan han indskriver sig i strukturerne. Han har et (politisk) standpunkt, men han nægter konsekvent at have et. Han vil ikke tage politisk stilling, han vil ikke politisere sine kriterier, eksempelvis i udvælgelsen af de kvinder som medvirker i ” Det erotiske menneske”. Han følger lysten, han følger sine fornemmelser. Siger han. Han bruger sine sanser og det er dem, der leder ham. Og det har han gjort en karriere ud af. Det må man give ham. Helt vanvittigt naivt kan det imidlertid virke. For  reflekterer han på ingen måde over sin egen position? Det ikke at tage stilling er vel også en måde at tage stilling på? Feministen i mig ser fortsat kritisk på denne vestlige, hvide, heteroseksuelle gamle mand, de har sgu altid været temmelig privilegerede og hans autopilot(læs: sanselighed) har som sådan intet nyt og banebrydende at byde på set med kønsbrillerne på: Han har en svaghed for unge kvinder med hud i brunlige nuancer. Intet nyt under solen der.
 Den måske største provokation Jørgen Leth leverede i sit visit hos Information lå indbygget i fortællingen om hvordan han blev opfordret til at lave en film om erotik og at HAN, Jørgen Leth, var den eneste som kunne lave en film om netop Erotikken. ”Der gik et øjeblik, hvor jeg tænkte over det (sagde Jørgen Leth) og så måtte jeg give ham ret.”
Nu er Jørgen Leth nok ikke den eneste med et interessant perspektiv på det erotiske, interessant kunne det være at tage Leths arrogance som en opfordring til at hævde andre stemmer, andre vinkler på erotikken, andre film. Personligt kunne jeg da godt bikse en feministisk, udforskende film om erotikken sammen, måske smutter jeg endda en tur omkring Senegal, jeg har hørt at de kan nogle tricks. Vi ses til premieren… om ca. 13 år!    
Men hvad er der så ved ham Jørgen Leth, der alligevel gør en tur gennem novemberregnen værd en sådan tirsdag eftermiddag, udover lysten til at få sin feministiske ild genvakt gennem provokationerne?
Jørgen Leth er usandsynligt interessant fordi han på mange måder er en kunstner, der primært forholder sig til æstetikken og sanseligheden og i disses navne forkaster enhver strukturel eller politisk orientering, men insisterer på at sætte sig selv først. Og måske er det i virkeligheden det der provokerer os allermest. Hans stærke orientering mod øjeblikket, skønheden, erotikken, og ikke mindst sin egen væren. Jørgen Leths univers er hverken solidarisk eller upolitisk, men i små doser er det både smukt og dragende. Og usandsynligt sanseligt.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar